lørdag den 8. august 2015

Miele Scout RX1

Jeg har egentlig længe overvejet at købe en robotstøvsuger.
Alligevel er det først nu jeg endelig har taget mig sammen til at få det gjort.
Og som med alle gode beslutninger, tænker man efterfølgende, hvorfor gjorde jeg det ikke for lang tid siden.

Min umiddelbare bekymring var batteriet, specielt batteriets holdbarhed. Indtil videre har jeg kun haft støvsugeren i 14 dage, men der er ingen issues med batteriet.

Derudover er der en bekymring om hvor godt støvsugeren kan støvsuge, og om det er mere besværligt at klargøre til støvsugning, end selve arbejdet med selv at støvsuge.

Igen må jeg sige at det har været en meget positiv erfaring med støvsugeren indtil videre.
Det kan godt være at man selv kan støvsuge mere grundigt, end støvsugeren. I praksis vinder robotstøvsugeren dog, da den støvsuger meget hyppigere. Derudover kommer den under stole, sofaer osv. hvor det er besværligt selv at nå ind. Jeg er derfor ikke i tvivl om at der er blevet mere rent i vores hjem efter at støvsugningen varetages af vores Miele Scout RX1.

De eneste udfordring indtil videre, er at støvsugeren trigger tyverialarmen, hvilket ikke er så godt og derudover er støvsugeren ikke i stand til at forcere dørtrin, med det resultat at den ikke kan støvsuge en hel etage på egen hånd. Det betyder i praksis at man er nødt til at flytte støvsugeren fra rum til rum.

Støvsugeren er udstyret med en funktion, som gør at den ikke kører ud over trappen. Jeg var naturligvis en smule bekymret første gang jeg skulle prøve støvsugeren på 1. sal, men funktionen virker meget overbevisende, så nu får den bare lov til at støvsuge på 1. sal uden overvågning.

Alt i alt har det været en rigtig god beslutning at købe en robotstøvsuger. Jeg har ingen erfaring med andre mærker/modeller, men jeg kan anbefale Miele Scout RX1.


mandag den 11. marts 2013

Panerai Luminor Base

Jeg købte mit Panerai Luminor Base i 2005. Uret blev købt på en sommerferie i Spanien, hvor vi en eftermiddag var kørt et smut til Andorra. Som flere af mine tidligere ure, blev uret købt som lidt af et impulskøb. Jeg havde forventet at priserne på ure var lave i Andorra så da jeg kunne få en god kontantrabat, købte jeg uret på stedet. Jeg er meget tilfreds med uret, men det har aldrig betydet det samme for mig som mit Rolex.


Mit første Rolex

Jeg købte mit første Rolex i 2003, dvs. det er snart 10 år siden.
Jeg havde længe overvejet at købe et Rolex, men kunne ikke rigtigt forsvare over for mig selv, at bruge så mange penge på et ur.

De udløsende faktorer blev for mit vedkommende to ting. Den vigtigste, var et råd fra en god kollega, som i al sin enkelthed lød: "Køb det nu, mens du har råd. Senere skal du nok få andre ting at bruge dine penge på." Det medførte at jeg en dag på vej hjem fra arbejde, kørte et smut forbi Klarlund på Vesterbrogade, bare lige for at kigge. Efter en udsøgt betjening og lidt forhandling om kontantrabat, havde jeg købt mit første Rolex, en Seadweller.

På daværende tidspunkt var nyprisen en del over en månedsløn, dvs. et for mig, ikke ubetydeligt beløb, så uret var primært tænkt som en form for investering, som kun skulle bruges ved særlige lejligheder og ellers bare skulle ligge trygt i sin boks.
Jeg kan allerede nu afsløre at sådan kom det ikke til at gå.

Jeg har stort set båret uret hver dag siden det blev købt, kun afbrudt af kortere perioder hvor jeg har båret et af mine andre ure, men det er altid mit Rolex jeg vender tilbage til. Jeg kan se at brugtprisen nu er en del over den pris jeg i sin tid betalte for mit ur nyt. Alligevel har jeg aldrig fortrudt at jeg har brugt uret til hverdag. Jeg passer naturligvis godt på uret, men det er samtidig mit indtryk, at uret er ret robust og derfor holder sig godt. Og den daglige glæde jeg har haft ved at bære mit Rolex kan ikke gøres op i penge.

I det hele taget er fascinationen af mekaniske ure noget sjovt noget. Normalt sætter jeg funktion over æstetik, jeg hader pynt der ikke er funktionelt, men bare er i vejen. Alligevel sætter jeg meget stor pris på mine mekaniske ure og jeg kan ikke forestille mig at jeg vil gå tilbage til et quartz ur.



fredag den 30. november 2012

Cayin H-80A

Cayin H-80A er en integreret hybrid forstærker, dvs den har rør i forforstærker delen, mens effektdelen er med traditionelle Mosfet transistorer. Umiddelbart er den opgivet til 80 W i 8 ohm klasse A, men det er svært at tro på at den kører ren klasse A drift til 80 W. Det ændrer dog ikke på at den gør det rigtig godt og har fantastisk greb om tingene, selvom Dali 40 ikke er den letteste højttaler at drive i praksis.

Forstærkeren vejer 35 kg og er dermed noget større end en gennemsnitlig forstærker. Forstærkeren er produceret i Kina og derfor ligger nyprisen omkring 20.000 kr. hvilket virker rimeligt, når man tager ibetragtning hvad det er man trods alt får for pengene.




GoPro Hero 3 Black edition???

Så er det snart tid til skiferien igen og denne gang skal der nyt udstyr med. De tidligere år har vi blot medbragt et traditionelt videokamera, men i år skal der ske noget mere, så der skal investeres i et action kamera til skihjelmen.

Umiddelbart står valget mellem GoPro Hero 2 og Hero 3 Black Edition. Der er ingen tvivl om at Black Edition er det bedste kamera. Spørgsmålet er bare om det er merprisen værd. I praksis er det faktisk dobbelt så dyrt, nu hvor Hero 2 sælges til udsalgspris.

De udendørs videoer jeg har set på youtube, filmet med Hero 2, ser rigtig gode ud, så umiddelbart tror jeg sagtens jeg kan nøjes med Hero 2 til skiferien. Modsat er der større forskel på kvaliteten, når det gælder undervandsvideo. Spørgsmålet er derfor hvor meget undervandsvideo der skal filmes og om kvalitetsforskellen betyder så meget i praksis, når det bare er under vand og i en pool, for sjov.


mandag den 12. november 2012

Bosch KGE39AI

Mit seneste køb er mit nye køleskab. Umiddelbart ikke noget spændende. Alligevel er jeg ret tilfreds. Køleskabet er et A+++, hvilket på købstidspunktet er det lavest mulige strømforbrug.
Det årlige strømforbrug er opgivet til ca 150 kWh pr. år. Sammenholdt med ca. 500 kWh for det gamle giver det en besparelse på omkring 700 kr. pr. år eller en payback tid på 8 år.
Det er meget fint synes jeg.

Kenwood PM900...

Skulle købe en røremaskine og første indskydelse var naturligvis at købe en Kitchen Aid.
Var dog ikke overbevist og søgte derfor lidt info på nettet og blev hurtigt interesseret i en Kenwood.
Efter at have læst lidt mere besluttede jeg mig for en PM900. Den virker overbevisende solid og så kan man stort set købe alle reservedele til den.

Kan bestemt anbefales.