lørdag den 8. august 2015

Miele Scout RX1

Jeg har egentlig længe overvejet at købe en robotstøvsuger.
Alligevel er det først nu jeg endelig har taget mig sammen til at få det gjort.
Og som med alle gode beslutninger, tænker man efterfølgende, hvorfor gjorde jeg det ikke for lang tid siden.

Min umiddelbare bekymring var batteriet, specielt batteriets holdbarhed. Indtil videre har jeg kun haft støvsugeren i 14 dage, men der er ingen issues med batteriet.

Derudover er der en bekymring om hvor godt støvsugeren kan støvsuge, og om det er mere besværligt at klargøre til støvsugning, end selve arbejdet med selv at støvsuge.

Igen må jeg sige at det har været en meget positiv erfaring med støvsugeren indtil videre.
Det kan godt være at man selv kan støvsuge mere grundigt, end støvsugeren. I praksis vinder robotstøvsugeren dog, da den støvsuger meget hyppigere. Derudover kommer den under stole, sofaer osv. hvor det er besværligt selv at nå ind. Jeg er derfor ikke i tvivl om at der er blevet mere rent i vores hjem efter at støvsugningen varetages af vores Miele Scout RX1.

De eneste udfordring indtil videre, er at støvsugeren trigger tyverialarmen, hvilket ikke er så godt og derudover er støvsugeren ikke i stand til at forcere dørtrin, med det resultat at den ikke kan støvsuge en hel etage på egen hånd. Det betyder i praksis at man er nødt til at flytte støvsugeren fra rum til rum.

Støvsugeren er udstyret med en funktion, som gør at den ikke kører ud over trappen. Jeg var naturligvis en smule bekymret første gang jeg skulle prøve støvsugeren på 1. sal, men funktionen virker meget overbevisende, så nu får den bare lov til at støvsuge på 1. sal uden overvågning.

Alt i alt har det været en rigtig god beslutning at købe en robotstøvsuger. Jeg har ingen erfaring med andre mærker/modeller, men jeg kan anbefale Miele Scout RX1.