mandag den 11. marts 2013

Panerai Luminor Base

Jeg købte mit Panerai Luminor Base i 2005. Uret blev købt på en sommerferie i Spanien, hvor vi en eftermiddag var kørt et smut til Andorra. Som flere af mine tidligere ure, blev uret købt som lidt af et impulskøb. Jeg havde forventet at priserne på ure var lave i Andorra så da jeg kunne få en god kontantrabat, købte jeg uret på stedet. Jeg er meget tilfreds med uret, men det har aldrig betydet det samme for mig som mit Rolex.


Mit første Rolex

Jeg købte mit første Rolex i 2003, dvs. det er snart 10 år siden.
Jeg havde længe overvejet at købe et Rolex, men kunne ikke rigtigt forsvare over for mig selv, at bruge så mange penge på et ur.

De udløsende faktorer blev for mit vedkommende to ting. Den vigtigste, var et råd fra en god kollega, som i al sin enkelthed lød: "Køb det nu, mens du har råd. Senere skal du nok få andre ting at bruge dine penge på." Det medførte at jeg en dag på vej hjem fra arbejde, kørte et smut forbi Klarlund på Vesterbrogade, bare lige for at kigge. Efter en udsøgt betjening og lidt forhandling om kontantrabat, havde jeg købt mit første Rolex, en Seadweller.

På daværende tidspunkt var nyprisen en del over en månedsløn, dvs. et for mig, ikke ubetydeligt beløb, så uret var primært tænkt som en form for investering, som kun skulle bruges ved særlige lejligheder og ellers bare skulle ligge trygt i sin boks.
Jeg kan allerede nu afsløre at sådan kom det ikke til at gå.

Jeg har stort set båret uret hver dag siden det blev købt, kun afbrudt af kortere perioder hvor jeg har båret et af mine andre ure, men det er altid mit Rolex jeg vender tilbage til. Jeg kan se at brugtprisen nu er en del over den pris jeg i sin tid betalte for mit ur nyt. Alligevel har jeg aldrig fortrudt at jeg har brugt uret til hverdag. Jeg passer naturligvis godt på uret, men det er samtidig mit indtryk, at uret er ret robust og derfor holder sig godt. Og den daglige glæde jeg har haft ved at bære mit Rolex kan ikke gøres op i penge.

I det hele taget er fascinationen af mekaniske ure noget sjovt noget. Normalt sætter jeg funktion over æstetik, jeg hader pynt der ikke er funktionelt, men bare er i vejen. Alligevel sætter jeg meget stor pris på mine mekaniske ure og jeg kan ikke forestille mig at jeg vil gå tilbage til et quartz ur.